fredag den 3. februar 2012

Sanders vej til verden - del 2

Vi ankom til sygehuset ved 4-tiden lørdag morgen og turen derned føltes uendelig lang. Vi blev med det samme modtaget af en jordemoder, der straks kunne se, at jeg bestemt ikke havde det godt og hun tilkaldte derfor overlægen. Jeg blev derefter kørt direkte ind på en fødestue til diverse undersøgelser. Mit blodtryk lå nu på 220/124 og da jeg stadig havde det elendigt og store problemer med at trække vejret fik jeg ilt og morfin.

Der kom hurtigt svar på mine blodprøver, der desværre viste, at jeg nu havde rigtig slem svangerskabsforgiftning og at bl.a. min lever og nyrer var meget hårdt medtaget. Overlægen anbefalede derfor, at jeg fik akut kejsersnit, hvortil jeg, i min morfinrus, svarede ”Er det så nu?” – Jeg ved ikke lige hvornår, jeg ellers havde regnet med, at det skulle være, nu de havde sagt, at det skulle være et akut kejsersnit J

Nå, men vi blev så enige om, at jeg skulle have kejsersnit her og nu og de gør mig med det samme klar til operationen og tilkalder det helt store team, da de regnede med, at Sander ikke ville have det ret godt, når han kom ud.

Selve operationen gik utrolig hurtig og heldigvis uproblematisk. Sander skreg med det samme, han kom ud, scorede 10 point på Apgar-skalaen og var så fin, selvom man god kunne se, at han var født for tidligt - Han vejede 2.470 gram og var 50 cm. lang.

Efter fødslen blev jeg indlagt på intensiv, da jeg langt fra var stabil og Sander blev indlagt på børneafdelingen, da det viste sig, at hans blodsukker var for lavt. Da mit mælk endnu ikke var løbet til, fik Sander mad via sonde hver 3. time og mellem måltiderne var han hos mig på intensiv.

Efter 3 døgn på intensiv var jeg endelig stabil nok til at blive flyttet over på barselsgangen for komplicerede fødsler og da Sander var 4 dage gammel var mit mælk løbet ordentligt til og jeg kunne nu amme ham fuldt ud J
Lægerne skulle dog være helt sikre på, at jeg var helt stabil og at Sander tog ordentlig på, så vi fik først lov til at komme hjem fra sygehuset, da Sander var 7½ døgn gammel - Hvor var det dog en skøn fornemmelse at kunne tage vores skønne lille søn med hjem

For ikke at gøre indlægget alt for langt, har jeg kun beskrevet forløbet i hovedtræk og I skal være velkomne til at spørge, hvis der er noget, I gerne vil have uddybet.

Rigtig god weekend til jer alle fra alle os på Babyshower J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar